Sommerlejren Hemmet Strand

Sommertiden er en spændende tid for de fleste.
Vi vil gerne opleve noget, som vi måske ikke lige kan komme til at opleve på andre tider af året.

I mange år har der været afholdt børnelejre på "Hemmet Strand". Og rigtig mange piger og drenge er i tidens løb kommet år efter år. Mange forældre har ønsket, at et lejrophold skulle være en tilbagevendende begivenhed i børnenes lange sommerferie. 

Først og fremmest er det lejrens formål at give deltagerne mulighed for at høre det bedste af alt: "Ordet fra Gud".
Det er helt i overensstemmelse med Bibelen og den kristne tradition, at børn og unge på lejre, som Hemmet Strand, får muligheden for at høre Guds Ord.

Ved at være sammen med børnene i flere dage, får lejrlederne mulighed for at være "forældrenes forlængede arm". Samværet med børnene indeholder derfor også mange forskellige aktiviteter, som først og fremmest tager sigte på, at børnene kan være trygge og tillidsfulde under hele lejropholdet.

De enkelte lejres indhold planlægges under hensyn til børnenes alder. Nogle af de faste aktiviteter plejer at være: Bibelundervisning, leg, hobbyaktiviteter, besøg af missionærer, terrænløb og andre friluftsaktiviteter.

Det er lejrens formål, at give børnene nogle indholdsrige dage i et godt kammeratskab og i livsopdragende fællesskab. Samtidig vil vi gerne tilskynde børnene til flittigt at deltage i børne- og juniorklubber hjemme, hvor de bor.

Med venlig hilsen lejrudvalget.